Fokus på danmarkshistorie og den dyrebare frihed

7. maj 2019

Det var en udsøgt fornøjelse og en stor ære at være hovedtaler og lægge HJV krans for de faldne under Besættelsen ved det store 4. maj arrangement ved kapellet på Vestre Kirkegård i Silkeborg.

Interesserede kan læse min tale her:

Kære deltagere, mine damer og herrer

Indledningsvis vil jeg takke for invitationen til at deltage som taler ved 4. maj arrangementet her i Silkeborg. Det har jeg set meget frem til. Det er en ganske særlig ære, både som major i Hæren og som folketingsmedlem samt medlem af Forsvarsudvalget.

Markeringen af Danmarks befrielse den 4. og 5. maj over det ganske land er en god og vigtig tradition, som ikke mindst Hjemmeværnet (HJV), Forsvarsbrødre og soldaterforeninger m.fl. landet over holder i hævd. Det er en oplagt anledning til at sætte fokus på en uhyre vigtig af Danmarks nyere historie, samtidig med at vi trækker linier frem til nutidens kamp for frihed. Jeg er således glad for at deltage i denne markering.

Specielt fordi HJV og den store frivillige ydet af HJV medlemmer altid har haft min store interesse og dybeste respekt. Og fordi vi som folk skal holde vedvarende fokus på forsvarsviljen – altså viljen til at forsvare vores dejlige land, og ikke mindst vore fælles værdier. Såsom ytringsfriheden.

I sagens natur er det færre og færre danskere der husker Besættelsen og den efterfølgende befrielse, der vakte jubel og glæde landet over for 62 år siden. Derfor er der en snigende risiko for, at nuværende og kommende generationer ikke længere fokuserer så meget på vores dyrebare frihed. Og på, hvad det koster at bevare friheden. Der er fare for, at friheden blot betragtes som en selvfølge, der ikke er værd at beskæftige sig med. Denne lurende risiko for ligegyldighed overfor vor dyrebare frihed føler jeg mig meget forpligtet til at imødegå!

Hvis vi i dag tænker 74 år tilbage kan man levende forestille sig den glæde og lykkerus, der skyllede ind over Danmark, da frihedsbudskabet lød i radioen fra BBC i London. Folk rev spontant mørklægningsgardinerne ned og satte i stedet levende lys i vinduer som markering af FRIHEDEN. Og folk strømme ud på gaderne for at fejre og nyde friheden sammen med andre. Dette stykke Danmarkshistorie er det vigtigt at få fortalt til nutidens unge og kommende generationer. Bl.a. via arrangementer som dette, hvor vi mindes Befrielsen.

Aldrig mere 9. april

Her på den 4. maj bør vi lade tankerne gå tilbage til de danske kvinder og mænd, der under Besættelsen satte deres liv på spil i kampen mod tyranniet og overmagten. Nogle af dem betalte den højeste pris – nemlig deres eget liv. Andre måtte igennem grufulde ophold i fængsler og KZ-lejre – ofte kombineret med bestialsk tortur. Der bør til evig tid stå respekt om deres indsats og stålsatte vilje til at kæmpe for Danmarks frihed. Mange følte under krigen, at der blev ydet alt for lidt modstand, da tyskerne invaderede Danmark den 9. april 1940. Det fik mange danskere til at sige ”Aldrig mere den 9. april”. Aldrig mere ville man overlade vort lands skæbne til fremmede magter og ufrihed – uden kamp.

HJV oprettelse den 1. april 1949 med regioner og distrikter over hele Danmark var bygget på denne ånd – ”aldrig mere den 9. april”. Og HJV var fra starten en folkelig forankret militær organisation af frivillige kvinder og mænd, der var fast besluttet på at yde en aktiv indsats i kampen for Danmarks frihed og for de fælles værdier i det danske samfund. HJV har bidraget afgørende til at bevare og opbygge den forsvarsvilje i befolkningen, der er en forudsætning for vores frihed på lang sigt.

Er der så brug for HJV i dagens Danmark? Også her er svaret et rungende JA. For at underbygge dette JA vil jeg dvæle lidt ved begrebet ”forsvarsvilje”. Tidligere var forsvarsvilje meget tæt knyttet til befolkningens vilje til at forsvare Danmarks territorium – om nødvendigt med livet som indsats. Sådan var det specielt under Den Kolde Krig, hvor et stort totalitært og menneskefjendsk system i Sovjetunionen havde opbygget enorme militære offensive kapaciteter vendt mod Vesteuropa.

Når det sovjetiske ledere ikke gav de mange panserdivisioner ordre til at rykke frem mod vest, var det helt sikkert fordi de vesteuropæiske demokratier - med uvurderlig opbakning fra USA - stod sammen i forsvarsalliancen NATO. Hvert land ydede sit bidrag til denne kollektive opdæmning mod truslen i Øst. Herunder Danmark.

Titusinder af værnepligtige soldater og hjemmeværnsfolk har i gennem årtier bidraget til at det aldrig lykkedes at få bugt med freden og friheden i vores del af verden. De sørgede for, at prisen for et angreb på os blev for høj. Det var hvad forsvarsvilje handlede om dengang, der var en reel invasionstrussel mod Danmark. En kæmpe tak herfra som for denne indsats. Og det er hvad forsvarsvilje handler om i dag.

Efter MURENS FALD i 1989 troede mange på en ny tid med fred og ingen fare. Sovjetunionen kollapsede. Det samme gjorde de socialistiske diktaturer i Østeuropa. Og vi kom ind i en periode med nedrustning i Danmark og mange andre lande. Nu er vi så kommet ind i en ny æra med fornyede stormagtsambitioner i Putins Rusland, der opruster kraftigt med konventionel militærkapacitet, men også med offensiv cyberkapacitet. Det er vi nødt til at værne os imod og derfor er det bydende nødvendigt, at Danmark og resten af NATO øger forsvarskapaciteten igen. Og det har vi gjort med de seneste forsvarsforlig. Og det kommer vi til at gøre igen.

ANDEN TRUSSEL END DEN RENT MILITÆRE? – VÆRDIER UNDER PRES

Vi ser i disse år, at de danske værdier er under pres. Det gælder eksempelvis ytringsfriheden, der er noget af det mest dyrebare i et frit folkestyre. Muhammedkrisen var et sammenstød mellem forskellige kulturer, hvor bl.a. ytringsfriheden skiller. Her må alle, der vil opholde sig her i landet acceptere, at ytringsfriheden er et grundvilkår, der er fastsat i Grundloven. Selv den vanvittige provokatør Rasmus Palludan og hans udladninger må vi tåle. Og han har endda krav på politiets beskyttelse. Det samme gælder for rabiate islamister, der går på gaden og i de sociale medier for at oppiske had mod andre mennesker og religioner.

Det er trods alt bedre, at rabiate holdninger kommer frem i lyset frem for, at de ulmer under overfladen i vores samfund – i det skjulte. Og så må vi glæde os over, at den brede befolkning slet ikke hopper på limpinden.
Man skal nemlig lade være med at lade sig provokere til ballade, hærværk og stenkast mod politiet. Så har de rabiate provokatører nemlig opnået lige det, de ønsker. At oppiske vrede, had, konflikt og ustabilitet.

Men. Jeg vil gerne her gøre opmærksom på, at ytringsfriheden jo også indebære retten til at holde kæft. Man er ikke tvunget til at ytre sig. Slet ikke, hvis det kun sker for at provokere og støde andre mennesker. Ytringsfriheden er som så meget andet, frihed under ansvar for den enkelte. Man bør altid tænke sig om inden man ytrer sig – tænk, tast, tal kalder vi det i hæren. Det ændrer dog ikke på, at alle har ret til at ytre sig i vores samfund, og det er et frihedsprincip, vi skal kæmpe for at bevare.
Afslutningsvis vil jeg på denne 4. maj opfordre til, at vi besinder os på historien, på Besættelsen, på Befrielsen, på kampen for frihed under Den Kolde Krig, samtidig med at vi samler kræfterne om at værne om vores dejlige frie land og dets værdier i dag og i fremtiden.
Aldrig mere 9. april. Aldrig med ufrihed, undertrykkelse og censur i Danmark. 

Jeg ønsker alle en fortsat god 4. maj. 

TAK FOR ORDET!