feltbesøg med forsvarsministeren i Midt- og Vestjylland

21. september 2018

I går var jeg på feltbesøg i Midt- og Vestjylland sammen med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Intet mindre end otte feltbesøg kunne gøre det. Som forsvarspolitiker er det uhyre vigtigt at holde føling med situationen og vilkårene ude på tjenestestederne. For det er ved tjenestestederne vores uddannelse af vores enheder foregår. Derudover er det altid en fornøjelse at møde gode kolleger og kammerater fra min egen tid som tjenstgørende officer i forsvaret i perioden 1981-2005.

Dagens første feltbesøg startede ud på Flyvestation Karup efterfulgt af Karups Air Control Wing, Brand og Redning og sidst deres Helicopter Wing. Vi fik set, hvordan flyvestationen nøje overvåger vores luftrum, som passes af en top professionel enhed. Og vi fik en køretur på landingsbanerne med en tung og stærk crashtender, der hurtigt og effektivt kan indsættes ved ulykker til slukning af brand. Afslutningsvis præsenterede flyvestationen deres effektive nye Seahawk helikoptere. Det var herligt at møde dybt professionelle medarbejder i Karup, der i den grad er dedikerede til løsning af deres opgaver.

Efter besøget i Karup fløj forsvarsministeren og jeg til Dragonkasernen i Holstebro i en FENNEC helikopter. Det var en fantastisk flot tur over det vestjyske landskab.

Ved det Jydske Dragonregiment så vi, hvordan ”Hærens knytnæve” blev uddannet. Her så vi blandt andet vores Leopard 2 kampvognseskadronerne, der er kendetegnet ved pansring, høj mobilitet og enorm ildkraft.
Dragonregimentets besøg var en særlig tur for mig, da jeg selv var var chef for en kampvognseskadron med ti Leopard 1A3 kampvogne i 1992-1993.  Det var en fantastisk tid.

Derefter besøgte vi Ingeniørregimentet på Skive Kaserne. På kasernen sørger dygtige soldater for en lang række specielle kapaciteter, som resten af forsvaret og samfundet har hårdt brug for. For eksempel sørger soldaterne for bomberyderen Rullemarie, broslagningskampvogne, mineryddere og konstruktionsmateriel.

Afslutningsvis afrundede vi vores ottende feltbesøg ved Hjemmeværnets Landsdelsregion Vest på Skive Kaserne. Regionens opgave er at støtte Forsvaret samt løse og varetage militære opgaver. De koordinerer militære aktiviteter i regionens ansvarsområde, og indgår som en af kernekomponenterne i Totalforsvaret. Også her ydes en fornem indsats for at passe på Danmark.

En fremragende tur hvor jeg fik lov at møde de soldater, der passer på Danmark.