Dag 2
27. juni 2018

Dag 2 på Pihl og Steenbergs trafikale sommertogt. Denne dag startede med en besigtigelse af morgentrafikken i Skægkær sammen med borgmester Steen Vindum. Den trafikale udfordring her er den store mængde trafik og de mange krydsende skolebørn.

Derefter gik turen videre til College 360 i Silkeborg, hvor vi sammen med direktør Henrik Toft fik en god snak om erhvervsuddannelser og behovet for, at unge vælger en erhvervsrettet uddannelse efter folkeskolen.

Næste stop på vores tur i det lokale var jernbaneoverskæringen ved Frederiksberggade i Silkeborg, hvor kommunen ønsker, at der med statsligt bidrag etableres en viadukt med henblik på bedre trafikafvikling gennem Silkeborg.

Efter at have set på vejtrafik det meste af dagen blev det tid til at stikke til søs. Det skete naturligvis sammen med Hjejleselskabet, hvor vi ombord på det gode skib Falken fik diskuteret midtjysk turisme.

Efter sejlads i solen søgte vi lidt skygge, og det blev indenfor hos virksomheden MASCOT, i deres nye og fantastiske domicil tæt ved motorvejen ved Pårup. Vi kom på en spændende rundvisning i de næsten færdige lokaler, herunder administrationen og det gigantiske fuldautomatiske lager.

TV2 kom forbi, og så blev der også tid et dobbeltinterview, hvor Steenberg og jeg talte om mulighederne for en forbindelse over kattegat, den såkaldte Kattegatsbro.

Dag 2 på det trafikale sommertogt blev alt i alt en stor succes med mange rigtige gode besøg rundt om i egnen. Derfor var det også på sin plads, at vi sluttede af med en fadbamse til landsholdskampen mod Frankrig med storskærm på torvet i Herning.