Hiroshima

Det var på en gang forstemmende, interessant og tankevækkende at aflægge besøg hos Peace Memorial Museum i Hiroshima den 11. marts. Her formidles historien om atombomben, der blev kastet over Hiroshima den 6. august 1945 kl. 0815 præcis, hvor museet i dag ligger. Bomben detonerede 600 meter over jorden og alt i en radius af 2 km blev totalt ødelagt på sekunder. 140.000 mennesker omkom umiddelbart eller frem til december 1945. Dertil kom alvorlige langtids følgevirkninger som følge af radioaktiv stråling. Præsidiet besøgte også mindesmærket for de omkomne og nedlagde en krans. Endelig besøgte vi Atomic Dome - en ruin, der vidner om atombomben over Hiroshima - er i dag UNESCO verdenskulturarv. Lad os alle kæmpe for en verden i fred og frihed - uden brug og yderligere spredning af kernevåben.