Banekonference

Torsdag den 17. maj var jeg til den årlige, traditionsbundne jernbanekonference i Tivolis Congress Center. Konferencen er Skandinaviens største transportpolitiske dag med i alt 700 deltagere fra Danmark og udlandet arrangeret af hele Banebranchen og med repræsentanter fra hele branchen.

Jeg deltog selv i paneldebat med mine transportordførerkolleger fra Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Det var en god, munter og saglig jernbanepolitisk debat omkring jernbaneinfrastrukturinvesteringer, Togfonden, Signalprogrammet og Elektrificeringsprogrammet. Det er et område, som ligger mig meget på sinde af hensyn til at sikre bedre togservice til passagerne, så vi får bedre kvalitet for pengene.