Venstre står stærkt og samlet efter landsmøde

I weekenden løb Venstres landsmøde 2016 af stabelen i Herning. Vanen tro holdt formanden, statsminister Lars Løkke Rasmussen en stor tale, hvor han opridsede den politiske situation, Venstres mange politiske resultater, og vejen frem for Venstres videre politiske indsats til gavn for Danmarks fremtid. Her slog statsministeren fast, hvor vigtigt det er med fortsat udvikling i vores samfund frem for stilstand. Vi skal videre med det vigtige arbejde, der ligger forude, og ikke blot smide tøjlerne fordi det hele ser svært ud. Vi skal ruste Danmark til fremtiden ved at skabe højere vækst, bedre velfærd, bedre balance, og flere investeringer i nye job. Sikre at det kan betale sig at arbejde. Gode uddannelser samt en fast og fair udlændingepolitik. Talen blev efterfulgt af bragende og langvarige stående klapsalver , der viste Venstre som et stærkt og samlet parti, der har vilje og evnen til at forme fremtiden for et stærkt og trygt Danmark. Det var en veloplagt partiformand og statsminister der inviterede vores blå venner med i en ny trekløverregering. Et rigtig klogt træk, der vil sikre Danmark en ny blå regering med flere muskler til at håndtere fremtidens store udfordringer, herunder realisering af en helhedsplan, der skal gøre Danmark stærkere, rigere og tryggere. Også den store aftenfest var som sædvanligt en stor fornøjelse at deltage i.