Konference i Skagen med fokus på bedre udnyttelse af potentialet i Skagen Havn og andre havne

Fra i går søndag og til i dag har jeg haft fornøjelsen af at deltage på en yderst interessant konference i Skagen med fokus på bedre udnyttelse af potentialet i Skagen Havn og andre havne til at sikre vækst og flere job i Danmark.

Dette var flere spændende virksomhedsbesøg i Skagen med til at sætte fokus på. Vi startede ud med et morgenbesøg hos den gigantiske fiskeolie- og fiskemelsfabrik, FF Skagen. Herfra er der bl.a. stor eksport til lakseopdrættere i Norge. FF forarbejder 350.000 ton fisk om året og er dermed en af de allerstørste virksomheder af sin art i Europa. Danmark er i førertrøjen på dette felt, hvor vores samlede årlige eksport indbringer 3,9 milliarder kroner.

Dernæst gik turen til virksomheden Skagen Gelagic, der forarbejder op til 1000 tons sild om dagen. Filetering af sildene foregår fuldautomatisk uden menneskehænder. Her omsættes for mere end 500 millioner om året.

Dagen sluttede af med et besøg hos Karstensens Skibsværft i Skagen, hvor 370 dygtige medarbejdere bygger moderne fartøjer. Herunder fx den topmoderne pelagiske trawler BEINUR, der blev søsat sidste år og som lige nu ligger til vedligeholdelse i tørdokken. Det var uhyre interessant at blive vist rundt på BEINUR, der hvert år fanger store mængder fisk, herunder gode sild til fødevareindustrien.

Alt sammen imponerende og godt for Danmark, at vi har disse virksomheder.

Der blev også tid til besøg i det mere kulturelle hjørne. Med et besøg på Skagens Museum, fik vi set kunst i verdensklasse. Skagensmalerne har ikke levet forgæves. Museet er i færd med at pakke store værker i kasser, der skal udstilles i Tokyo i anledning af 150 året for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan. Et besøg i Skagen og på museet kan absolut anbefales!