Fokus på fremtidens transport og trafikale investeringer

 

Pressemeddelelse

Onsdag d. 15. marts 2017

 

Venstre: Fokus på fremtidens transport og trafikale investeringer

 

Onsdag d. 26. april 2017 sætter Venstre fokus på fremtidens transport og trafikale investeringer på en konference på Christiansborg. Her vil bl.a. transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, Folketingets transportordførere og repræsentanter fra en række transportrelaterede organisationer komme med deres bud på, hvordan fremtidens transport kommer til at se ud, og hvad det betyder for vores infrastruktur.

 

Vært for konferencen, Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, er ikke i tvivl om, at en høj mobilitet og effektiv transport er helt afgørende for det danske velfærdsamfund.

 

– Det kræver fortsat målrettede investeringer i infrastrukturen, og det kræver fokus på mere effektiv afvikling af trafikken på den eksisterende kapacitet. Men før vi lader nye trafikmilliarder rulle, bør vi med rettidig omhu tage bestik af fremtidens transport, som den tegner sig om 10, 20 og 30 år. Herunder med hensyn til omstilling til grøn transport, digitalisering af transporten, selvkørende biler og anden ny teknologi. Hvilket investeringsbehov afføder fremtidens transport? Skal der primært satses på veje eller på flere skinner?, spørger Kristian Pihl Lorentzen.   

 

Kristian Pihl Lorentzen understreger, at en effektiv transport og et veludbygget vejnet er helt afgørende for vækst, udvikling og jobskabelse over hele landet.

 

- En effektiv transport er ikke bare vigtig for den enkelte borgers frihed og lykke. Den er også afgørende for at sikre et rigere Danmark i god geografisk balance, siger Kristian Pihl Lorentzen.

 

Hvis vi fortsat skal sikre høj mobilitet og en effektiv transport, er det afgørende, at vi også i fremtiden investerer målrettet og klogt i infrastrukturen, lyder det fra Kristian Pihl Lorentzen.

- Vi har siden oprettelsen af Infrastrukturfonden i 2009 med knap 100 mia. kr. - i kraft af brede politiske aftaler - investeret rigtig mange penge i den trafikale infrastruktur med tyngde på jernbanen. Men vi er ikke i mål. Den fornyede økonomiske vækst giver kraftig trafikvækst med tidskrævende og tabsgivende flaskehalse til følge, ikke mindst på vejnettet. Dertil kommer behovet for bedre vejmæssig opkobling i landets regioner samt yderligere elektrificering af jernbanen. Jeg ser meget frem til en række interessante indlæg og en god debat, fastslår Kristian Pihl Lorentzen.

Alle interesserede er velkomne jævnfør den vedlagte invitation med tilmelding efter først-til-mølle-princippet. Herunder er pressen inviteret til at deltage (uden deltagergebyr).

 

Læs invitationen her.

 

For yderligere information:

Venstres transportordfører

Kristian Pihl Lorentzen

Telefon: 27 52 28 18

Mail: [email protected]

 

For tilmelding og praktiske spørgsmål:

Sara Lützen

Telefon: 33 37 54 41

Mail: [email protected]