Blåt-rødt trafikalt sommertogt: Pihl og Prehn fra Skagen til Gedser i brintbil

I perioden fra den 3. til den 7. august drager Venstres Kristian Pihl Lorentzen og Socialdemokratiets Rasmus Prehn på et fælles trafikalt sommertogt fra Skagen til Gedser med en brintbil som det grønne transportmiddel.

De to transportordførere, der til dagligt krydser klinger på Christiansborg inden for transportpolitikken, ønsker på denne usædvanlige måde at sætte tiltrængt øget fokus på transport og infrastruktur rundt omkring i landet.

Desuden har de sat sig for at teste påstanden om, at brintbiler nu er landsdækkende med hensyn til rækkevidde og tankning.

Endelig markerer togtet, at der er brug for et resultatorienteret og langsigtet transportpolitisk samarbejde på tværs af de to blokke i dansk politik med henblik på at styrke Danmarks mobilitet.

Under togtet vil Pihl og Prehn mødes med en lang række lokale beslutningstagere, borgere, organisationsfolk, kolleger m.fl., der gerne vil hjælpe med gøre de to ordførere klogere på Danmarks transportmæssige udfordringer.

Startskud for togtet gives i Skagen ved den smukke jernbanestation den 3. august kl. 1030, og der køres i mål i Gedser mandag den 7. august sidst på eftermiddagen.

Undervejs vil Pihl og Prehn gennemføre besøg, events og møder i bl.a. følgende byer således: 
Torsdag den 3. august: Skagen (start kl. 1030), Frederikshavn og Hirtshals.
Fredag den 4. august: Aalborg, Hobro, Mariager, Randers, Viborg og Ans.
Lørdag den 5. august: Holstebro, Ikast, Silkeborg, Aarhus og Billund.
Søndag den 6. august: Kolding, Fredericia, Svendborg, Korsør og Helsingør
Mandag den 7. august: Køge, Faxe, Rødby og Gedser (kører i mål kl. 1745).

Et detaljeret samlet program med nøjagtig angivelse af sted og tid samt pressemeddelelser for de enkelte besøg/events bliver udsendt omkring den 1. august.