Ældre skal skånes for bøvl med kørekort

Venstre har i flere år foreslået at fjerne aldersgrænsen for obligatorisk lægetjek ved ældre borgeres fornyelse af kørekort. Derfor er det glædeligt, at regeringen nu fremsætter et lovforslag om at fjerne alderskravet for kørekort til ældre.

 

- Jeg hilser det meget velkomment, at regeringen efter svensk forbillede nu fremsætter et lovforslag om at fjerne alderskravet for kørekort til ældre. Der findes ingen sundhedsfaglig begrundelse for at opretholde en aldersgrænse, og derfor skal vi ikke belemre ældre bilister med bøvl om unødvendige omkostninger til lægetjek.

 

Som det er i dag, skal ældre, fra de fylder 75 år, tjekkes ved lægen hvert andet år for at få kørekortet fornyet, og hvert år, fra de fylder 80 år. Det er dette alderskrav, regeringen nu foreslår at fjerne. Det gør det lettere for de ældre borgere at få fornyet kørekortet.   

 

- Denne kærkomne regelforenkling ændrer naturligvis ikke på, at man altid skal være i stand til at føre et køretøj forsvarligt. Erfaringer fra bl.a. Sverige viser, at det sagtens kan opnås ved personligt ansvar uden de obligatoriske, aldersbetingede lægetjek.